Jeg er som bekendt guitarist, og har været det i snart 20 år, men startede på bassen i 1.g, spillede i et par år, og sprang så videre til guitaren, som er det instrument jeg egentligt brændte (og stadig brænder) for. Flash forward til foråret i år; jeg havde set nogle basvideoer på youtube, og spillet sammen med Jon Pold og fik åbnet mine øjne op for hvor fedt bas egentligt kan være. Derfor besluttede jeg mig for at anskaffe en bas igen. Det bliver aldrig mit hovedinstrument, dertil er jeg ikke dygtig nok til det (og magter heller ikke at lægge de der 10-20 år det kræver at nå samme niveau som på guitaren), men det er superhyggeligt at lege med, og meget lærerigt at kigge på sammenspil fra et helt andet perspektiv. Jeg har også vikarieret til et par øvere og et par ballejobs på bas, og det er simpelthen så fedt at stå og koncentrere sig om at groove, og ikke trykke på pedaler (jeg spiller normalt både på Axe Fx og en guitar-synth samtidigt).
Efter 1 års tid med den 4 strengede, måtte jeg sande at jeg virkeligt godt kunne tænke mig at prøve kræfter med en 5’er, og det lykkedes at finde en 5’er med en anstændig H-streng, til en pris som en nærig guitarist ville give. Det blev til en G&L Tribute M2500. Den lyder rigtigt fedt, og spiller lige så, men er meget… Æhm… Orange. Meget orange.
Tidligere ejer har skiftet til Hipshot Ultralites, og bassen er rimeligt let, 4.1 kg. Men igen, meget orange. Jeg har det lidt stramt med basser (og guitarer) uden slagplade, så jeg tænkte at en super-bling-pearloid-slagplade kunne tage noget af opmærksomheden væk fra den orange farve. Jeg har prøvet en designe en, som jeg synes så meget cool ud, og jeg synes klart det klæder den at få lidt slagplade på. (slagpladen er iøvrigt lavet præcist, så den bare sidder i spænd mellem pickup og hals – ingen skruer, så den kan fjernes på 5 sekunder).
Og nu – skal jeg lære at bruge (og især dæmpe) en H-streng. 
Til gengæld er det vildt fedt at have en “bagstopper” til fingrene når man anslår E-strengen – det har drevet mig til vanvid på en 4’er.
Forstærkningen er en Gallien Krueger MB500 (vejer kun 1.7 kg, 500 watt, og masser af vellyd), samt et CAD Audio 2×12 kabinet (lille Langelandsk 1 mands firma), som jeg har betrukket med sneleopard stof – bare fordi:
Inden jeg nåede hertil, hyggede jeg med en Warwick Fortress One (der nu er billigt til salg her på siden!)
Jeg var vild med Warwick siden jeg var fattig teenager i midt 90’erne, og særligt Fortress’en.
Anyway, det er en gammel tøs fra ’93 – jeg bryder mig egentligt ikke om farven, og havde besluttet at omlakere den, men er ikke nået videre med det. Til gengæld skulle den have en slagplade – jeg har lært at spille og især slappe på en Fender og det føles simpelthen forkert hvis ikke der er slagplade på – så jeg prøvede at designe en, og synes egentligt det passer meget godt. Herudover har jeg skåret og sortmalet en “rampe” mellem p og j pickupperne, som både gør at jeg ikke spiller hårdere end nødvendigt (meget dårlig vane) og at jeg har en tommelstøtte hele vejen. Slutteligt har jeg monteret et svinebilligt (150,- !) Artec preampsystem (den er født passiv), som faktisk lyder super super fint – ingen støj, og masser af smæk på. Jeg savnede en aktiv eq, og det passive blend af pickupperne var ikke fedt.
Blast from the past:
Jeg var på mine forældres loft her i efteråret 2018, og lede efter noget andet – og så stødte jeg på mine første to basser. Dem måtte jeg have med hjem.
Den første (den brune), var den allerførste. Den dengang (21 år siden, puha) 15 årige Rasmus beslutter sig for at spille bas og har ikke kongens mønt – hvad gør man så? Man bygger en selv. Jeg fik købt et vrag af en Bc Rich Warlock bas, og byggede en krop efter bedste evne og prøvede at huske hvordan en Warwick Fortress så ud (dette var før internettet ) – den ramte jeg vist ikke helt plet. Anyway, jeg var skideglad for den og stolt som en pave, og jeg lærte da at spille på den.
Et par år efter, som 18 årig, ville jeg gerne spille 6 strenget – jeg ville i virkeligheden nok helst spille guitar, som jeg også skiftede over til som 19-20 årig, men lad nu det ligge – så sådan en måtte jeg jo også bygge. Den er bygget over en Alvarez hals og de dele jeg nu ellers kunne skrabe sammen, og blev væsentligt bedre – også flottere. Den er bygget som en slags Carl Thompson tribute, da jeg var kæmpe Primus fan – og nu var der rent faktisk internet, med dial up modem, så jeg kunne finde lidt billeder af en.
Der er løbet meget vand under broen siden, og jeg har bygget en 10-15 guitarer siden, men nu hvor jeg lige har samlet den 6 strengede og strenget den op, er jeg faktisk lidt imponeret over hvor fint et instrument jeg fik lavet som 18 årig – der ellers ikke havde styr på ret meget. Den spiller fint, balancerer udemærket og er ret pænt udformet. Og lyden er overraskende god. Desværre er halslommen warpet af presset fra de 6 strenge, og kroppen er ret tynd, så den skal have nogle heftige shims for at spille ordentligt, men der er nogle fede minder i den – jeg spillede på den til højniveau musik eksamen i 3g, en masse gymnasiejobs og min studenterafslutning.
En gammel dame (Brombassen) bliver shinet op.
Dum som jeg er, har jeg ikke fået taget billeder, men tro mig på mit ord, når jeg siger at den var kværnet. Den har tilhørt en punkbassist engang, derefter levet 12 år på landevejen med mit gamle Kim Larsen jam, udlånt til vores bassist, og blandt andet boet i et kælderøvelokale der blev oversvømmet, ved det store skybrud for en 7-8 år siden – den kom flydende ud da vi åbnede døren til øvelokalet. Flækket slagplade, Båndene var HELT fuck’d; grønne af ir, snot, rust, og der var 1.5 mm dybe furer efter E og A strengen, broen var rusten, relief var 3-4 mm, og strengehøjde var 6-7 mm.
Jeg har skilt den fuldstændigt ad, renset den, høvlet bånd og afrettet dem, givet gribebrættet olie, sat nye potmetre og jack i, samt en ny slagplade. Derefter justeret, og den spiller bare fedt nu. 
Klar til en 20-30 år mere.