Denne artikel handler om mit primære rig, som hovedsageligt er digitalt, og baseret på guitarmodelling.
En hurtig primer: Guitarmodelling er når man tager guitarsignalet, og digitalt efterligner forskellige forstærkere og kabinetters respons med det. Det blev revolutioneret af Line 6 med den første POD, og er senere hen blevet noget mere avanceret (og vellydende) med storspillere som Fractals Axe Fx og Kempers profiling Amp.
Jeg kan lige kort fortælle om mit nuværende setup inden for modelling; det er ret simpelt: En Fractal Audio Ax8, direkte i pulten, og så min Dynacord Axm12a som monitor.
Den er kort fortalt en skrabet floorboard version af storebroderen Axe Fx II, som de fleste der ikke har levet under en sten vel efterhånden har hørt om. Der er skruet lidt ned for ins/outs, man kan kun køre en enkelt amp-simulering ad gangen (dog stadig to cab IRs), og man skal passe lidt på med at sætte for mange effekter til, så man ikke løber tør for CPU. Når det så er sagt, er den bygget nøjagtigt lige så solidt som storebroderen, og lyder præcis lige så godt – det er også de samme algoritmer. Det er ubetinget det bedste jeg har prøvet indenfor modelling, firmware bliver hele tiden opdateret og gjort endnu bedre, og den lyder og føles helt fænomenalt fedt. Ax8 edit (computer-editoren til) fungerer bare rigtig godt, og jeg har vitterligt ikke set mig tilbage siden anskaffelsen. Jeg opdager tit nye amps og lyde i den, og den er bare en fornøjelse at spille jobs på.
Sammen med min GR-55 guitar synth (som du kan læse mere om her), er det ubetinget det mest alsidige setup jeg nogensinde har haft; Vox lyde? Tjek. Marshall lyde? Tjek. Soldano, 5153, Matchless, Dr.Z lyde? Tjek. Trompeter? Tjek. Strygere? Tjek. Synthflader? Tjek. Jeg kan nærmest ikke komme i tanker om en lyd jeg ikke kan trylle frem med dette setup, og selvom jeg sikkert ikke bruger 10% af hvad det kan, så er det fantastisk at jeg bare kan hive enhver lyd frem, når nu man spiller i et coverband. Det giver virkeligt noget ekstra til musikken, og er blevet en vigtig del af vores lyd.
Mit nuværende setup, som det har set ud de sidste 2,5 år:
Hvad skal man så bruge som monitor?
Kort fortalt: En Dynacord Axm12a.
Alle disse modellers har tidligere været kørt igennem min Yamaha Dxr10, som jeg blev anbefalet på Kemperforummet, da jeg startede med modelling. Den har været en trofast arbejdshest, spillet mindst 200 jobs uden at kny, og siger HØJT! Når det så er sagt, kan den godt lyde en lille smule dåset, og den seneste tid har jeg været lidt generet af at den er meget direktionel når den ligger ned, og der mangler lidt … Punch. Jeg kan sagtens smide mere mellemtone på, men så lyder den bare mere dåset. En kammerat der er lydtekniker forklarede mig at det sagtens kan være afstanden mellem højtaler og horn der giver lidt fasehejs, især når man er så tæt på som med en monitor, og når den ligger ned – den er designet til at lyde godt på afstand og på højkant. Derfor blev jeg interesseret i coaxialhøjtalerteknologi, og prøvede den der PowerCab+ fra Line 6. Jeg troede oprigtigt at den var defekt, første gang jeg satte den til. Den lyder skingert, nederen, ekstremt direktionelt og næsten ingen bund. Jeg prøvede at resette, prøvede alle indstillinger, og nogle var bedre end andre, men Dxr10 lød stadig lysår bedre. Jeg kan ikke begribe at det er et produkt til 7k. Jeg havde den med hen til Hans for at sikre mig at det ikke bare var mig den var galt med, men han kiggede også bare mistroisk på den, da der begyndte at komme lyd ud.
Jeg synes dog stadig tanken om coax til monitors og close range giver mening, især da “industristandarden” indenfor modelling, Atomics CLR, også er coax og bliver rost til høje toner de fleste steder. Den er dog kun til salg få steder, og der har været lidt kvalitetsissues med dem – reparationer og lign, og den bliver repareret i USA. Derfor blev jeg nysgerrig da jeg stødte på nogle brugere på Fractals forum som havde erfaring med CLR og Dynacord Axm12a, som beskrev at de var meget tæt på hinanden.
Derfor bestilte jeg en fra Thomann her i forsommeren ´18, og blev meget imponeret. Virkeligt god spredning af lyden, væsentligt bedre defineret bund end Dxr10 (som har imponerende meget bund – den er dog lidt ulden og mudret), og mere “umiddelbarhed” i anslaget end Dxr. Den lader simpelthen til at reagere hurtigere. Om det er pga. coax teknologien eller en bedre DSP engine, aner jeg ikke, men som nævnt synes jeg at det er en helt reel forbedring af spilleoplevelsen.
Dxr10’eren har umiddelbart lidt mere “skub” i sig, men ved nærlytning og lidt nørdning viser det sig at det er den DSP eq der bliver brugt når man sætter den i “monitor mode” (i “DSP off” er den mere “scooped” end Dynacorden), som locutter 75-110 hz, og booster 2-3 db ved 250 hz og 1 db ved 14-1500 hz (q=0,7 ca),
… og hvis jeg laver en Parametrisk eq på Ax8, med samme indstillinger (locut undtaget, det er ikke nødvendigt), så kommer den meget tæt på samme lyd med Dynacord – dog stadig med markant mere detaljeret bund, og mere umiddelbarhed. Jeg tror ikke 250 hz boostet er nødvendigt og skader mere end det gavner, men de 1500 hz giver et meget godt skub.
Allerede efter første job var jeg solgt. Jeg var inde at spille med coverbandet på den nye Irish Pub i København. Dynacorden er AWESOME. Vi spillede alt alt alt for højt på scenen (mystisk “indhug i væggen scenen er bygget i – trommerne var høje! ), og den skar igennem, klar, tydelig og punchy, som jeg aldrig har oplevet med DXR. Den er helt sikkert en keeper – jeg kunne også høre den på et langt større område af scenen, og meget mere ooomph og punch end jeg har prøvet før. Jeg er meget imponeret. Den er helt sikkert en kæmpe opgradering fra DXR, og jeg følte i langt højere grad at jeg havde en guitarlyd jeg kunne arbejde med, hvor DXR godt kan have en tendens til bare at sende lyden ud. Hmmm… Det er svært at forklare. Det føltes mere af guitarforstærker, hvor DXR føles mere af PA anlæg.
Hvis du er interesseret i den lidt langhårede proces det var at nå frem til denne, kan du læse videre her…
Nå! Det var det modelling vi kom fra…
Jo, grunden til at jeg overhovedet begyndte at lege med modelling, var at jeg skulle have mig en monitor til synth’en. Jeg indså hurtigt at min Ac30 + pedalboard + GR-55 + monitor hurtigt kunne blive ret stort og tungt at slæbe rundt på. Derfor besluttede jeg mig for at give modelling en ny chance. Jeg har ejet en POD 2.0 i mange år, og enkelte gange brugt den fordi der var bøvl med min amp til koncerter, men nogen bragende succes har det ikke været – den lyder ret digitalt når den kommer ud med live-lydstyrke. Men hey, den er også omkring 15 år gammel.
Jeg bogede den en del, og alle steder så jeg at toppen af poppen skulle være Fractal Audios Axe Fx II eller Kemper Profiling Amp. Jeg kviede mig dog noget ved at lægge den slags penge (12-18.000,-) i et eksperiment, som det jo var til at starte med. Derfor besluttede jeg mig for at prøve den nyeste generation af Pods, Line 6 Pod HD500x.
Og han prøvede… Og prøvede… Og prøvede…
Men den var en hård nød at knække. HD’en er enormt svær at indstille så det lyder godt – den er meget meget nemmere at få til at lyde dårligt på mange forskellige måder. Det lykkedes dog til sidst, efter mindst 30 timers eksperimenteren med den, at få 4 anstændige grundlyde – clean, crunch, drive og lead. Jeg spillede 4-5 jobs med det, og var okay tilfreds, men ikke specielt imponeret. Derfor besluttede jeg at lede lidt videre…
Så var der en Eleven Rack.
Min “modelling-partner-in-crime”, Hans Nissen, inviterede mig ud for at prøve en Eleven Rack – der er masser af demoer på youtube, men her er et eksempel på en Marshall lyd:
Den lød væsentligt bedre end POD’en, og er meget nemmere at indstille. Jeg købte mig sådan en brugt, og havde noget mere fornøjelse ud af den. Jeg brugte POD’en som midi controller til den, og spillede 4-5 jobs med den, og var egentligt ved at være rimeligt godt tilfreds. Men… Der er altid et mén…
Den lød stadig lidt krads, og jeg blev træt i ørerne af at spille mere end 1 times tid med den. Efter et 3 timers gig, var mine ører ret færdige. Og så irriterer rack formatet mig – jeg foretrækker til hver en tid at have mine effekter som pedalformat, foran mig. Jo færre ledning og elementer, jo bedre. Så jeg kiggede lidt videre. Det ledte mig til den forvirrende verden af…
IR (Impulse Responses)
IR’s er kort fortalt en gengivelse af en impuls’ (i dette tilfælde en højtalers) respons – en Celestion Blue i en Vox lyder MEGET forskelligt fra en Vintage 30, som lyder MEGET forskelligt fra en Celestion Greenback, som lyder… Okay, der var en pointe et sted…
Enhver der har eksperimenteret med højtalere, ved at det udgør mindst 50% af en forstærkers lyd – og det er det altså også i modelling sammenhæng. Fractal Audio har revolutioneret modelling verdenen, ved at gøre brug af IRs, som tidligere var brugt som “kopier” af et givent rums rumklang, til at kopiere en højtalers respons. Det er lidt kompliceret hvordan de laves, men det korte af det lange er, at det er en slags lydfil som man “folder udenom” modelling lyden, og derved lyder det som en tro kopi af den højtaler der er mic’et op.
Two Notes, et fransk firma, har lavet en fantastisk smart lille dims, der hedder Torpedo CAB. Den kan loade IR’s, og herudover emulere forskellige poweramps – Single ended og pushpull versioner af hhv. 6L6, El34, El84 og KT88, samt en god EQ oveni.
Den kører man altså en preamp, eller en emulering/modelling af en preamp ind i, og får derved responsen fra en god rør poweramp og kabinet, igennem en PA-type højtaler.
En demo af Pete Thorn her:
Sådan en var jeg nødt til at prøve, og jeg læste endda at den fungerede ret godt sammen med POD’en, da Pod’en skulle have fine preamp simuleringer, men det er poweramps og kabinetter der halter. Jeg købte en i 4sound, for at prøve den, tog hjem til øvelokalet, satte den POD’en, og blam! Wow, jeg var imponeret. En helt helt anden fylde og punch end jeg har hørt, både fra Pod’en alene og Eleven Rack. Jeg er 100% overbevist om at IR’s er altafgørende inden for modelling – billigere modellingapparater benytter sig ikke af IR’s, da de er ret processorkrævende, men istedet bruges en slags avanceret eq – som slet slet ikke giver samme respons og detaljegrad.
Dette setup:
Dette setup har jeg spillet en hel del jobs med, og været temmeligt begejstret for. Men ak; Nogle gutter og jeg afholdte en nørdeaften, hvor vi testede forskellige modellers mod hinanden, og der var en der havde taget en Axe Fx II med – og jeg måtte sande at det kan blive væsentligt bedre end POD’en. Pod’en har desværre, uanset hvad man gør, bare ikke nogen særligt gode a/dd/a convertere – hvilket går ret meget ud over lyden, selv når den burde gå clean igennem, uden effekter eller modelling. Den gør responsen underlig og stift i det, fjerner nogle lækre frekvenser, og gør diskanten metallisk. Det har generet mig fra starten, var meget mindre udtalt med Torpedo CAB’en, men det ligger bare BAGT ind i Pod’en – en lydkarakter jeg bare ikke gider i længden.
Iøvrigt var konklusionen fra nørdeaftenen at Axe FxII er klart numero uno – uovertruffen i feel og lyd. Ingen konkurrence der.
Eleven Rack, Pod HD og Boss GT-100 var i nogenlunde samme klasse, Eleven Rack var klart bedre som standalone, Pod’en var bedre med Torpedo CAB.
Duer ikke, sagde prinsessen – hvad skal vi så?
Jamen, så stødte jeg på nogle sjove små pedaler, bygget af et sibirsk firma, der hedder AMT. Det er basalt set preamps fra f.eks. Marshall, Fender, Vox, Soldano, hvor rørene i originalerne er udskiftet med transistorer, osv, som jeg stødte på nogle videoer af, og de lød ret godt. Her kan høre et par stykker:
(Spring frem til 4.00 for at høre den direkte ind i en poweramp – det tætteste på Torpedo Cab jeg kan finde en demo med)
De var ikke ret dyre hos Thomann (ca. 7-800,- stk), så jeg bestilte en Fender, en Marshall og en Soldano til afprøvning .
… Hvor vi iøvrigt også prøvede en masse andre drivepedaler af – rigtige preamps er meget mere diskante i lyden, og fungerer MEGET bedre ind i Torpedo Cab’en.
I dette støj-og rodehelvede opstod der alligevel skøn musik; disse pedaler, ind i Torpedo CAB, er klart den bedste modelling oplevelse jeg har haft med eget grej – feel’et og lyden er i en helt anden klasse end alle modellers under Axe Fx’en, og det føles og lyder mere “ægte” og “3d” – selvom det er åndssvage betegnelser for lyd. Det resulterede så i dette board:
Hvad så?
Man er jo ikke en rigtig grejnørd, hvis man hviler på laurbærrene, og det gjorde jeg skam heller ikke. Jeg har netop bestilt (pr. 1. marts 2015) en Atomic Amplifire, som er nyeste bud på en modeller der er billigere end Axe Fx, og nærmer sig. Se en demo her:
… Som af de hardcore brugere af Axe Fx på The Gear Page, får rigtigt fine anmeldelser. Den er jeg spændt på at prøve.
Update: Jeg var den glade ejer af en Amplifire i et lille års tid. Den lyder rigtig godt til nogle forstærkere (i særdeleshed Marshalls og Fendere), og ikke så godt til andre. Den er lidt begrænset på effektsiden, men har det nødvendige (delay, reverb, modulation, osv,) indbygget. Jeg brugte den sammen med Pod HD (som controller), samt en Eventide H9 som effektmaskine (bla. dual delays), men jeg synes jeg brugte meget tid på at tweake den for at få den til at lyde bedre, og basalt set lyder f.eks. Soldanoen i den bare ikke særligt godt. Dog har MBritt lavet nogle presets til den (google det), som skulle være vildt fede. Jeg synes dog i sidste ende den var for begrænset (både control, amp og fx mæssigt), og hoppede videre til Ax8. Når det er sagt, så er den klart det bedste jeg har prøvet i feel og lyd, inden 10-12k klassen.