• Finpuds din guitars grundlyd

Rigtig mange guitarister køber en guitar fordi den spiller og føles helt rigtig for dem, og vælger så at modificere guitaren og udskifte pickupper for at komme tættere og tættere på drømmelyden. Det er også helt fint, og noget jeg selv gør i stor stil, men det er også værd at skænke de switches og potmetre man sender signalet igennem en tanke.

Først og fremmest er det værd at nævne at fabrikslodninger sjældent er voldsomt gode, så medmindre det er en vintage guitar, så ville jeg ikke kvie mig ved at lodde guitaren om (hvis man vel at mærke kan lodde – ellers, så se at få det lært – det er en meget brugbar evne inden for guitarverdenen 😎 ) så man ved at lodningerne er gode. En dårlig lodning kan nemlig sagtens fungere som kondensator (den lille dims der sidder på en tonekontrol så man kan skrue ned for diskanten) og skære meget af den flotte lyd fra. Derfor – sørg for at være omhyggelig med at lodde komponenter grundigt, og sørg for at både komponent og ledninger er gennemvarmet – brug evt. loddefedt som flusmiddel, det hjælper også lodningerne.

Switches er sjældent den store lydrøver – der er ofte så lille modstand i at det er uinteressant, men en god switch holder længere, er mere “præcis” og skratter ikke.

Ved potmetrene er der til gengæld virkeligt noget at hente. For at forstå hvorfor, må vi lige have lidt guitarelektronikteori:

En standard volumenkontrol på en guitar er f.eks. 500 k (k = 1000) ohm, altså kan den give 500.000 ohm modstand maksimalt og 0 ohm minimalt, alt efter hvor den står. Potmeteret er loddet så når den står på 0 ohm, så går signalet direkte til guitarens stel = signalet er slukket. Når potmetret er skruet op, er der derimod 500 k ohms modstand til stel, og derfor vil meget af signalet gå igennem potmetret og ud i din forstærker. Det er her vigtigt at vide at de høje mellemtoner og diskant, er den del af signalet der bliver mest ramt af denne effekt.

Derfor har en strat med singlecoils har oftest 250 k potmetre, for at forhindre at pickupperne lyder for skingert, og for at “varme” lyden lidt op – de vil lyde mere bløde i lyden. Ligeledes har Les Pauls ofte 500 k potmetre i, for at få lidt mere definition og klarhed i lyden.

Men nu er 250 k ohm og 500 k ohm jo ikke magiske tal – det er bare tradition. Derfor er det absolut værd at eksperimentere med potmetre, som er noget billigere end at lege med pickupper – og det har ofte mindst lige så stor effekt. Min Musicman Axis lød f.eks. lidt mørk og udefineret, og ved udskiftningen af 500 k potmetret til et 1 m ohm (m = mega = million ohm = dobbelt værdi af 500 k) kom guitaren pludselig til live og havde meget mere klang og definition.

Nu skal man jo ikke tro at potmetre kan lave mirakler, og det kræver klart at man kan lide sine pickuppers grundlyd, men hvis man kan det, er der meget at hente ved at lege med potmetre. F.eks. kan man udskifte en skingert lydende humbuckers 500k potmeter med et 250 k ohm, eller smide et 500 k ohm i en strat hvor man gerne vil have lidt mere klarhed. (Og bemærk at der findes mange flere værdier af potmetre – jeg vil dog ikke anbefale under 200k og over 2 m).

For at se effekten inden man køber potmetre, kan man prøve at lodde en pickup direkte til outputjacket – så vil man høre sin pickup “rent og ufortyndet” – så kan man lege med potmetre med det som rettesnor. Jo højere potmetrets værdi, jo tættere lyder det på “rent og ufortyndet”. Man kan også se det på grafen her:

Den øverste er uden potmeter, nedenunder 1 m ohm, 500k ohm, 250 k ohm og 100 k ohm.
Bemærk også at det bestemt ikke kun er diskant og de høje mellemtoner man flytter ved – man får også en lidt hottere pickup, da der kommer mere signal igennem.

Absolut værd at lege med, og tilmed rimeligt billigt – potmetre kan fåes for ca. 20,- stk f.eks. hos Brinck eller Thomann . Og det kan gøre en kæmpe forskel – min axis kom virkeligt til live af det.

Leave a Reply