Kasper Damgaard er en meget respekteret og velrenommeret københavnsk musiker, der primært er kendt inden for rockverdenen, og som lever af at spille, blandt andet i diverse coverbands rundt omkring i København. Han spiller i mange fede coverbands, blandt andet Streakers (Sanne/blandet cover), Stakkels Jim (Gasolin jam), og i flere originale projekter, blandt andet bandet Cornerstone. Han går for at være blandt de bedste i landet, og vi er på gearfreaks redaktion meget glade for at han har sagt ja til dette interview.
GF: Der er mange der gerne vil have at vide – hvordan begyndte du at spille?
KD: Jo, det var da jeg var lille, min far havde en gammel banjo hængende – en 5 strengs banjo – som jeg lærte nogle akkorder på – Amol, E-dur og D-mol – jeg kan tydeligt huske det. Det hyggede jeg mig med at spille nogle sange på. Den banjo er i øvrigt lige brændt – den gik op i flammer sammen med Søren Andersens studie. Det er lidt trist. GF: Ja, det kan jeg sagtens forestille mig – det må være trist med så mange minder der er knyttet til den.
Kan du prøve at fortælle hvad det var der fangede dig ved musikken, selvom det er svært at sætte ord på?KD: Det er svært at svare på, med få ord… Det er jo nærmest en hel verden der åbner sig for en. Det der med at man sætter fingrene på gribebrættet, og lige pludselig bliver det til musik. At sætte sig ned og lytte til plader, på en helt ny måde, at sidde og lytte tingene af. Det mener jeg i øvrigt er lidt af en tabt kunstart, dette at lytte ting af; jeg kender nogen der bruger tablatur, og jeg har elever der lærer at spille vha. tablatur – fingrene havner de rigtige steder, men det er lidt ligesom ”mal efter tal” – der mangler et led, og det er man nødt til selv at finde. Når folk lærer at spille ved primært at bruge tablatur – så synes jeg ikke altid det er musik der kommer ud.
GF: Du er altså musiker på gehør?KD: Ja, absolut – jeg har altid spillet på øret. Ikke et ondt ord om musikere der læser – jeg kender mange der er hamrende dygtige, men for mig har det altid været på øret. Jeg har en ide om hvor jeg finder hvilke toner på gribebrættet – derfor er det sjældent et problem at flytte en melodi rundt. GF: Meget apropos; Kan du spille alt du kan komme i tanker om?KD: (Pause) Ja, det vil jeg mene – Eller… Jeg vil sige det sådan, at der er masser som jeg ikke kan. Inden for det område hvor jeg primært bevæger mig, rockmusikken, er jeg dog nået ret langt, og det er meget sjældent at jeg støder på en reel teknisk forhindring hvis jeg skal udføre en ide jeg får. Jeg har spillet i så mange år, at når jeg sætter fingeren et sted på gribebrættet, så har jeg en ret god ide om hvilken tone der kommer frem.
GF: Har du en hemmelighed ved det kendskab til gribebrættet, eller er det bare benhård træning?
KD: Altså, jeg tror først og fremmest at mange sætter begrænsninger for sig selv, ved at låse sig selv fast i de samme mønstre på pentatonskalaen. Jeg tror at mange ville have godt at ”komme lidt ud”. Ikke nødvendigvis at man skal dyrke de andre skalaer, f.eks. ren mol, de modale skalaer, osv, men i hvert fald snuse lidt til dem og indse at musikken altså går ud over en bluespentaton.
GF: Kan du så spille enhver given skala?
KD: Ja og nej. Jeg sidder ikke og terper den mixolydiske hver aften inden sengetid, men fingrene har været der før, og de finder hurtigt hjem – jeg tror i høj grad, i hvert fald for mig, at det ligger på rygraden. Igen, det handler ikke så meget om teknikøvelser – det handler om at spille noget musik. Jeg synes lige så godt man kan øve sig ved at spille med på plader eller radioen, som at sidde og terpe skalaer. Så skaber man musik, i stedet for teknikøvelser.
GF: Det minder meget om Van Halens tilgang, efter hvad han har fortalt i interviews. Apropos Van Halen, hvem var, og er, din idoler hvis du har nogen?
KD: Det første idol, eller idoler, det var nok Beatles med ”The white album”, og Gasolin’. Der var altså noget med guitarlyden, og lyden i det hele taget på de plader. Så kom Eddie Van Halen – og han blæste mig bare væk – han var jo noget helt specielt.
Da jeg så blev lidt ældre, var jeg meget fascineret af Mikkel Nordsø. Hele hans måde at spille på, hans lyd, det hele – jeg var Mikkel Nordsø fan. (Griner)
GF: Hvad er der så ved Mikkel Nordsø, som du blev grebet af?
KD: Jo, jeg kan godt lide det der lidt legende, og den absolutte kontrol han har over sit instrument – den overlegenhed… Nej, det er et forkert ord, den lethed han spiller med – og så dette at han i den grad har eksperimenteret med sit gear og sin lyd, gjort det der skulle til for at få den lyd han ledte efter.
GF: Hvordan er du uddannet musikalsk?
KD: Det er nok som sagt primært på øret. Jeg har modtaget undervisning for mange år siden på noget konservatorieforberedende kursus, hvor især hørelære var noget jeg kunne bruge til noget – det der med at få sat system i alle de ting man spillede og hørte.
GF: Ved du så altid hvad du spiller?
KD: Nej, det må jeg nok indrømme at jeg ikke ved, men det giver også en slags frihed synes jeg.
GF: Nu spiller du jo meget på coverrock/jamband scenen; hvordan er din tilgang til at lære numre? Kan du x antal hundrede covernumre på rygraden, eller faker du dig igennem nogle af dem?
KD: Selvfølgeligt faker jeg en del af dem. Man kan selvfølgeligt alle klassikerne, men igen, fordi jeg spiller på øret, så kan jeg spille de fleste numre godt nok til at folk kan genkende dem. Selvfølgeligt har man ikke alle detaljerne med, men som udgangspunkt kan jeg godt klare mig igennem nummeret hvis jeg har hørt det før.
GF: Sådan rent teknisk, øver du dig så stadig?
KD: Ja, det gør jeg. Ikke sådan noget med metronom og skalaer og 16. dele, det gider jeg ikke længere, men jeg øver mig når der skal læres nye numre, og jeg spiller meget, altså bare tager guitaren på og spiller løs – jeg får stadig den der glæde ud af bare at spille.
GF: Har du nogensinde tænkt på at begynde eller skifte over til et andet instrument?
KD: (Pause) … Nej! (Griner) Nej, det er guitaren jeg brænder for. Jeg kan spille noget bas, og er ret dårlig til trommer, og kan spille lidt keyboard, men det er helt klart guitaren der er mig.
GF: Synger du? Og hvilken betydning har det for dit musikliv?
KD: Ja, jeg synger. Jeg synger kun kor live, men det er alligevel en vigtig del af det at kunne spille guitar synes jeg. For det første giver det noget fyld i lyden, men på et lidt dybere plan giver det også en god forståelse af akkorderne og deres sammenhæng. Jeg tænker f.eks. en del over hvordan jeg lægger en korstemme, hvilke toner der går videre til næste akkord, osv. Det er en sjov og anderledes side af musikken. Det er ikke noget jeg har gjort så meget tidligere, men det er kommet her inden for de seneste par år – især giver det en god afveksling, når man har spillet et nummer tusind gange, at fokusere på noget lidt andet end guitarrollen.
GF: Hvor mange bands spiller du i?
KD: Det er lidt svært at svare på, men det er i hvert fald mange! (griner) Nej, jeg spiller i ret mange forskellige bands, men det er meget forskelligt hvor meget et givent band spiller. Jeg tror at det er meget godt for mig at jeg ikke er så låst fast, men kan prøve en masse forskelligt musik, og spille i mange forskellige sammenhænge.
GF: Kan man så leve af det?
KD: Ja, det kan man. Ikke noget overdådigt rockstjerneliv, men man kan godt klare sig. Dog skal det siges at det er ikke altid nok at spille jobs, og selv der er det ikke altid jobsene er lige spændende. Jeg spiller også af og til som sessionmusiker på diverse studieindspilninger, for nogle år tilbage blandt andet for Mike Tramp (”Recovering the wasted years” skiven, Red.) og her for nyligt var jeg med til at indspille en masse spor til nogle karaoke cd’er – det er ikke særligt spændende, men det giver mad på bordet.
GF: Nu nævner du Mike Tramp, som jo skriver eget materiale, hvad med dig selv, skriver du også selv?
KD: Ja, det gør jeg da. Jeg spillede for nogle år siden i bandet Zauce, en slags hård rock, blandt andet med Stefan Mortensen og Bjarne T. Holm fra Deccoband, hvor jeg også skrev. Derudover så er jeg med i bandet Cornerstone hvor jeg også skriver til, og så har jeg udgivet en lille egenproduktion (”Anyone for Tennis?”, Red. ) Jeg er også i gang med at lægge sidste hånd på en ny egenproduktion, der endnu ikke er navngivet. (Se lydfiler senere i interviewet)
Ellers er jeg i gang med en masse forskellige projekter, blandt andet med en god gammel bekendt, Colin Wood og et andet projekt med Julie fra Blå Øjne.
GF: Hvad mener du om debatten eget musik kontra covermusik? Føler du dig som en prostitueret når du står på scenen med coverbands?
KD: Nej, det gør jeg bestemt ikke. Selvfølgeligt er det tit sjovere at spille ens egne numre, men de fleste musikere der kan leve af det, det er jo covermusikere. Det er vel ”det man gør”. Derudover er der jo også mange grunde til at man måske ikke spiller egne numre; Måske har man ikke mødt de rigtige, med den rigtige kemi, måske har man fået brændt sig lidt tidligere på egne projekter… Der er vel intet i vejen med at spille cover, det er en fed måde at bruge en fredag eller lørdag aften på, med nogle fede mennesker og noget god musik.
GF: Nu har du jo spillet sammen med afsindigt mange musikere, hvis du skulle nævne et ”dream-team” band, hvem skulle så være med?
KD: Nu har jeg været så heldig at spille i den konstellation nogle gange, men min drømmetrio, det må være Bjarne Holm på trommer (Deccoband, Force of evil, Zauce, Mercyful Fate, mfl. Red) og Emil Bendixen på bas (Scarecrows, Vegas Vampire, Red) De to drenge er opskriften på sjov og ballade, og de spiller så vildt godt. Der er ingen tvivl om at en trio med dem, det er noget af det fedeste for mig.
Emil Bendixen har også i dén grad et entertainergen – han forstår at være frontmand (Emil er også sanger, Red.) og han har publikum i sin hule hånd – det er fedt.
GF: Så til røverhistorierne… Der var nogen der gerne ville vide hvad din største brøler på scenen er?
KD: (griner) Det må være da jeg væltede baglæns ind i og bagved nogle plantekasser i en brandert. Og jeg kunne ikke komme op igen. Det var bestemt ikke min stolteste stund. (griner)
GF: Meget apropos, hvordan har du det med alkohol ifht. jobs? Drikker du på jobbet?
KD: Ja, det kan jeg godt finde på. Altså, jeg er ikke skidefuld overhovedet, selvom jeg har været det et par gange, men jeg kan godt finde på at drikke et par øl i løbet af en koncert. Jeg bryder mig faktisk slet ikke om at drikke inden jeg går på scenen, men når man står der, så er det altså hyggeligt med et par øl, den gode stemning, de smager godt, osv. Jeg synes det er synd hvis folk (musikere) drikker for meget – det kan altid mærkes.
GF: Hvad er din største oplevelse med musikken?
KD: Det må næsten være en Steve Lukather koncert. Han var simpelthen så god at jeg slet ikke forstod det. Jeg tror jeg var 15 år, og var fuldstændigt paf. Han var så dygtig og jeg sugede bare til mig. Alle mine sanser stod vidt åbne, og han ændrede et eller andet ved mig, som jeg ikke havde oplevet før. Også det at opleve en så imponerende musiker; jeg så ham komme ind med bussen tidligt om morgenen, og komme ind i salen og ligne, ja, han lignede noget der var løgn! (griner) Grim og pjusket og rynket tøj, og… Han går op mod scenen, sætter sin guitar i, og spiller. Der skulle bare lige hul igennem, det var tidligt om morgenen, og allerede der tror min kammerat og jeg ikke vores ører. Jeg kan huske at jeg står og tænker: ”Hvordan fanden kan han det der??” Det var det niveau han havde kl 8 om morgenen!
GF: Hvad er den fedeste koncert du har spillet?
KD: Det må næsten være med Cornerstone på den forrige turné, hvor vi spillede nogle aftener hvor det hele bare kørte, bandet spillede fedt, publikum var med på den, osv. Ellers tror jeg egentligt at de fedeste koncerter jeg har spillet er i klubber, f.eks. Drop Inn, og den slags. Jeg føler lidt at jeg har bedre føling med publikummet, og på en rigtig god aften gejler publikummet og bandet hinanden op så man nærmer sig kogepunktet. Det er nærmest en organisk ting, at man er sammen om det her. Hvis man så også kan luske sig til at skrue sig lidt højere op end de andre i bandet, så er det bare fedt! (griner)
GF: Hvad gør du for ikke at gå i stå musikalsk?
KD: Køber noget gear! (griner) Nej, jeg køber ikke så meget gear længere. Jeg synes jeg er gået lidt i stå i rockverdenen, så nu prøver jeg lidt at ”flyde” lidt rundt, lade tingene flyde lidt ind i hinanden, og prøver nogle nye genrer af. Have det sjovt, lege, og bare spille det man synes er fedt. Jeg kan godt lide bare at sætte en plade på derhjemme, og bare spille med. Det er så dejligt nemt at gå til, og det udvikler en meget. Ikke noget med at terpe, bare lade det flyde henover.
GF: Så skal jeg til gyseren; skader. Har du tinnitus?
KD: Ja, lidt, men ikke noget der plager mig. Jeg har ørepropper, men jeg er desværre kommet lidt væk fra at bruge dem. Min tinnitus er ikke slem, men jeg kan bedst lide at falde i søvn med radioen tændt. Jeg kan godt forstå hvis det bliver værre, man fokuserer mere på det, og måske er lidt ældre, så kunne jeg godt forestille mig det ville være en gene. Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvorfor jeg er kommet væk fra det igen, for jeg synes faktisk ofte at man bedre kan høre detaljer, lidt mere af hvad de andre spiller, når man har dem i. Plus, at når man tager dem ud på vejen hjem, så får man sådan et slags frisk kick, så i virkeligheden er der vel næsten kun fordele ved dem – det skulle da lige være undtaget en sen fredag nat, hvor man har fået et par øl, og bare har lyst til at mærke lydtrykket. Det er en følelse der ikke kan beskrives, medmindre man selv har prøvet den.
GF: Hvad med gyser nr. 2: Seneskedehindebetændelse og lign?
KD: Jo, det har jeg da også haft. Jeg har haft det en del i perioder, både i højre og venstre hånd. Det der har hjulpet mig mest, det er at undgå at guitaren hænger for lavt, og spille f.eks. 15 minutter om dagen, ikke ret meget mere, mens det står på. Så er det for det meste gået i sig selv. Jeg ved ikke hvad en læge ville sige til det, men det hjalp mig. Det er heldigvis ikke noget jeg har problemer med længere, min fysik omkring guitarspillet. Jo, det vil sige, jeg har været så uheldig at få en diskusprolaps, hvilket er lidt noget skidt, både ifht at få grejet rundt, men også ifht. at stå med en guitar i mange timer. Jeg ved ikke om det kommer af mange års slæben rundt på forstærkere, men det er altså lidt surt.
GF: Nu vi snakker om forstærkere, kan du så ikke fortælle lidt om dit setup?
KD: Jo, meget gerne. Jeg har nogle forskellige setups. Jeg har blandt andet et Marshall JCM900 SL-X stack. JCM900 er meget udskældt, men min erfaring er at det bare drejer sig om at sætte de rigtige rør i. Det er en god og meget spiselig lyd der passer godt ind i mange sammenhænge. Og så er den dejligt billig.
Hvis der er plads på scenen, og transportmuligheden er der, tager jeg mit store setup med. Det består af 3 Marshall 2×12” kabinetter og min Soldano Hotrod 100+ top. Soldano toppen, som skaber grundlyden, spiller ned i det midterste kabinet. Sendet fra Soldanoen kører så ned i en TC. Electronics G-force som jeg egentligt kun bruger til delay, ind i en rørdrevet equalizer og derfra ned i min Mesa Boogie 2×100 watt rør-slaveforstærker, som sender stereo til hvert sit kabinet. Jeg har det svært med at spille på en lille combo – jeg vil klart helst spille med minimum 4×12”. Mindre savner simpelthen fylde og kan ikke trænge igennem publikum en tætpakket fredag aften.
Hele setuppet: 
Soldano og G-force:
GF: Hvad bruger du equalizeren til?KD: Det er ikke meget, men den er alligevel vigtig, for at tage de dybeste frekvenser, så jeg ikke ”buldrer”.
Der er en meget kort signalvej, og jeg har ingen pedaler på gulvet. Jeg bruger en Boss FC200 midicontroller til at styre min G-force. Soldanoen har to kanaler som jeg styrer med en fodkontakt.
Equalizer og Mesa slave: 
GF: Hvad så med alle lydene imellem clean og dist?KD: Jeg har altid brugt min volumenknap meget, til at justere mængden af forvrængning. Det er i øvrigt også min erfaring, at rørforstærkere reagerer rigtig godt på dette, hvor den samme effekt er svær at få med pedaler. Jeg bruger ikke distortionpedaler, og den slags. Jeg kan godt lide ”våde” effekter, f.eks, chorus, pitchshifter og den slags, men jeg kan bedst lide ikke at have ret meget på gulvet – jeg synes hurtigt jeg mister signalet. Jeg tror ikke jeg har hørt en distortionpedal der lyder rigtig rigtig fedt, ifht. en forstærker der står og koger. Nogle lyder ret godt, men de passer bare ikke rigtigt til den måde jeg spiller på.
GF: Du er klart til rør?
KD: Ja, det må man sige.GF: Hvad var din første guitar?
KD: Uha… Det var banjoen, men hvis du snakker elektrisk guitar, så var det en Höfner, uden trussrod. Den var MEGET båndfalsk, men lige så båndfalsk den var, lige så glad var jeg for den. Jeg spillede på den med en 1½ meter lang ledning med DIN stik på, der gik ned i en radio, hvor jeg skruede så højt op jeg kunne, og det var bare fedt. Så fik jeg en Tokai, en fed strat, som jeg faktisk har endnu – den spillede jeg på i mange år. I dag har den en tysk hals, og en HS3 pickup som jeg købte fordi Yngwie Malmsteen brugte den. Senere fik jeg en Les Paul kopi, som jeg var glad for fordi den lød sjovt, men den var virkeligt også et hakkebræt, og ret båndfalsk – jeg ved ikke hvad jeg skulle med alle de båndfalske guitarer. Så fik jeg en Musicman Eddie Van Halen Signature – han var jo mit store idol – og den har jeg også stadig. Derefter fik jeg en Jackson, som jeg var meget betaget af. Den spillede fedt, lød heavy, og var hammerflot.
Jeg fik efter det en Les Paul, en rigtig tung en med 3 pickupper, som lød hammerfedt – den var jeg især glad for fordi Mikkel Nordsø havde en. (griner) Efter det fik jeg en Musicman Steve Lukather, gæt selv hvorfor. Den er jeg lidt ked af at jeg har solgt, den var superfed, rigtig lækker at spille på. Nå ja, og en Silhouette. Jeg har i øvrigt også en fed gammel ’68 tele, som lyder fedt, den er bare lidt tung at komme rundt på.
Jeg tror tit jeg er blevet inspireret af dem der spiller på dem – det må jeg vel være når jeg har bestilt dem fra USA uden at have prøvet dem, bare fordi den er designet af Eddie. (griner)
Kaspers Rahbek guitarer:
I dag bruger jeg Rahbek guitarer, som er bygget af en gut der hedder Peter Rahbek. Pissedygtig, og med en rigtig speciel fornemmelse for hvad man vil have, og villig til at prøve ting af. På begge Rahbek guitarer er der en singlecoilformet stacked humbucker i halsen og en humbucker i broen. Jeg bruger ikke rigtigt midterpickupper. Jeg har en rigtig strat, og den er meget fed til dansemusik og sårn, men…
Begge humbuckere ved bridgen er Dimarzio super distortions, og de lyder rigtig fedt.
Vibratosystemet på den blå er et standard, og den er sat til kun at gå nedaf.
Begge guitarer er lavet af swampash, fordi jeg godt kan lide lyden, og fordi det er dejligt let. Den blå/grønnes historie er lidt speciel – Peter havde prøvet at lave en speciel farve, men det var ikke blevet rigtig godt, så han var gået i gang med at slibe den ned. Jeg så den hænge i værkstedet, før det hele var blevet slebet ned, og jeg sagde at sådan en ville jeg have, i den farve.
Gribebrættet på den blå er ahorn, ulakeret, hvilket er min favorit. Der er også ulakeret olieret hals på begge guitarer, hvilket giver en fed fornemmelse for mig. Der er også rustfri stålbånd på, og det er bare en skidegod liveguitar – supersimpel, og virker bare hver gang. Meget inspireret, igen, af Eddie Van Halen.
Min Rahbek tele var oprindeligt tænkt lidt anderledes end den ser ud nu. Den er lavet med ibenholtsgribebræt, hvilket jeg var meget til på det tidspunkt, men jeg synes nu stadig det er fedt. Grunden til at der senere er kommet slagplade på, er på grund af en ide der bare ikke rigtigt virkede. Jeg havde oprindeligt placeret en telepickup ved broen, og en humbucker så tæt op af som den kunne komme, men den pickup lød bare ikke godt i den position. Derfor satte vi slagpladen på for at skjule hullet.
Jeg kan godt lide de stacked singlecoils, da de ikke er helt så glassede som en strat, og de giver noget mere fylde og punch – jeg synes næsten en strat kan komme til at lyde lidt for fimset. (griner)GF: Hvad er de vigtigste egenskaber når du shopper guitarer?KD: Altså live, der kigger jeg efter noget der minder om det jeg har i forvejen – simpelt og vellydende. Nu har jeg så mange guitarer, som minder meget om hinanden lydmæssigt og spillemæssigt. Hvis jeg skulle købe nyt, skulle det nærmere være til at indspille med. Jeg har også en Les Paul som lyder helt fantastisk, men den er alt for klodset til mig, alt for tung at stå med live. Hvis jeg skulle have noget nyt, skulle det nok være noget helt tredje, noget med floyd rose, og noget fis og ballade, måske lidt mere heavy, lidt mere tråd.
GF: Du har hardtail på din tele?
KD: Ja, jeg synes der er et eller andet over et instrument der er så simpelt som muligt – den der E-powerakkord, den giver bare mening. Jeg bruger heller aldrig andre kontroller end volumen. De guitarer jeg har med tone, har jeg nogen gange kommet til at skrue ned for tonen live, og har ikke kunnet finde ud af hvorfor det lød så dårligt og dyneagtigt.
GF: Findes den perfekte guitar?
KD: Ikke rigtigt, synes jeg. Selvfølgelig kan man klare sig med én guitar til livebrug, men til indspilninger skal man næsten have flere forskellige krydderier – de lyder jo fedt på hver deres måde, Les Paul, Gretch, Danelectro, Jaguar, osv.
GF: Hvad mener du om modeling amps, f.eks Pod, osv.? Kunne du finde på at bruge det?
KD: Ikke hvis jeg kan undgå det, nej. Vi indspillede nogle grundspor med Mike Tramp på en POD, og der beholdt vi nogle spor fordi stemningen var god, men lyden på dem er ikke særligt god.
GF: Hvad er værst, lyden eller feelet?
KD: Begge dele. (griner) Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om dem, jeg synes detaljerne forsvinder. Man kan sagtens spille på dem, det er ikke noget med snobberi, jeg synes bare de lyder lidt fattigt ifht. en kogende rørforstærker. De har bare ikke de samme overtoner, eller punch.
GF: Hvordan gør du når du laver lyd?
KD: Jeg prøver gerne at lytte lidt efter hvordan rummet opfører sig, rumler det, osv. Jeg synes ikke det er guitarens opgave at ”rumle”. Egentligt heller ikke bassens, men guitaren skal i særdeleshed passe på med det. Ellers prøver jeg gerne at undgå at mit kabinet ryger lige ind i hovedet på folk, men det kan desværre ikke altid undgås – en guitarforstærker lyder sjældent særlig godt lige på, det er bedre lidt ovenover eller ved siden af. Det er i øvrigt også noget man skal være opmærksom på – at man ikke laver lyd med øret lige ved forstærkeren, man er nødt til at lave lyd for publikum og til rummet, så det lyder godt for lytterne.
GF: Plektre eller fingre?
KD: Jeg har prøvet lidt af hver, og jeg er nået frem til at man kan ikke alt med den ene eller den anden teknik. Jeg har udviklet en lille teknik til at holde plektret på indersiden af min langfinger, så jeg hurtigt kan skifte mellem fingerspil og plekter. Da jeg havde min Mikkel Nordsø fetisch havde jeg en meget stram plekterteknik, med meget stramt håndled, men her senere er jeg blevet noget mere løs – jeg prøver nok at løsrive mig fra den faste stramme teknik og få det lidt mere organisk.
GF: Hvad er dit bedste trick på guitaren?
KD: Mit bidrag til guitarverdenen? (griner) Det må næsten være at jeg kan spille med højre albue (Anslår strengen, trykker højre albue ned på gribebrættet og tager derved en dronetone som han spiller hen over, og flytter rundt på gribebrættet med albuen.) Nårh ja, og så at lege motorcykel med vibratoen (Trykker vibratoen helt ned, så strengene er slappe, anslår strengene og trykker opad i ryk, hvilket giver en motoragtig støj, samtidigt med at han laver speeder bevægelser med højre hånd)
GF: Det store afsluttende spørgsmål; kan du komme med et par gode råd til de vordende guitarister derude?
KD: Ja, jeg kan jo kun sige hvad jeg har haft gavn af, men lære musikken – ikke bare mønstrene på gribebrættet, men også på øret. Gå i øvelokalet, hav det sjovt, lade det være sjovt at spille.
Du skal kunne dine ting, du bliver hurtigt vurderet af alle. Vær tjekket, mød til tiden og hyg dig.
Gearfreak.dk takker Kasper Damgaard mange gange for at medvirke til dette interview. Fang ham en aften på Drop Inn eller på the Rock med Cornerstone – hans spil og hans lyd er bestemt en oplevelse værd.
Kasper underviser i øvrigt også i guitar, og kan kontaktes via hans hjemmeside: http://www.kasperdamgaard.dkDer vil i løbet af få dage komme nogle lydklips fra Kaspers nye cd op.Links:
http://www.rahbekguitars.com/
http://www.soldano.com/
http://www.cornerstonemusic.dk/